Generalforsamlingen

Generalforsamlingen

''Velkommen til generalforsamling! Dejligt at se så mange,
og skønt med nogle nye ansigter … Har alle fået stemmesedler?
Super! Kaffen? Jo, den er på vej … Ja, og så venter vi
også lige på formanden. Susanne, hun er bare lidt forsinket
… hun er lige på trapperne … Vi kunne jo tage de første par
punkter på dagsordenen … Bare indtil hun dukker op? Skal
vi lige stemme om det?''
Teaterforestillingen Generalforsamlingen er et humoristisk
- til tider tragikomisk - hverdagsdrama om foreningsliv
og frivillighed, inspireret af virkelige beretninger. Med ømhed,
respekt og humor skildrer forestillingen frivilliglivets
glæder og genvordigheder, og lader publikum føle nærdemokratiets
dilemmaer på egen krop, når kampen skal stå
mellem udvikling eller tradition.
For i Generalforsamlingen spiller, du, kære publikummer,
også en rolle - nemlig som deltager til generalforsamling i
din egen borgerforening! Og bare rolig, replikkerne skal
skuespillerne nok tage sig af - du skal blot drikke kaffe,
synge med på den omdelte fællessang, og sidst men ikke
mindst afgive din stemme, når vores fiktive borgerforening
skal træffe beslutninger om stort og småt. Og nu ikke
noget med at stemme blankt! ''Det er jeres forening, tag nu
vare på den", som foreningens kasserer altid siger …

Medvirkende: Mikael Helmuth, Dorthe Hansen Carlsen,
Morten V. Klode, Sofie Ancher Vea og Morten Mosgaard
Instruktør: Rasmus Ask